Om min vej ind i terapi

”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”, citat Søren Kierkegaard

For mange kan ”sådan noget terapi” godt være ekstremt grænseoverskridende at gå ind i. For mig føltes det helt vildt farligt at påbegynde denne uddannelse, hvor terapi, og dermed selvinspektion og konfrontation med de dybeste og mørkeste afkroge og sorger, jo er en helt naturlig del. Der var noget i mig, der bare fandt det ubehageligt, kvalmefremkaldende og dumt. Hvorfor dog udsætte sig selv for dét? Men det var mit ego, der talte til mig dér. Der var nemlig en dybere længsel i mig efter at gøre noget, der kunne hjælpe mig med at gå i dybden og måske finde en vej i livet, som var mere glædesfyldt end den, jeg var på.  Efter en total nedsmeltning med stress og dertil oplevelse af dyb eksistentiel meningsløshed, besluttede jeg mig simpelthen for at tage tyren ved hornene og endelig gøre noget ved den evindelige pendulering imellem at være på lettere overarbejde ift. tilværelsen og så de sorte huller, jeg, af en eller anden grund, syntes at falde i gang på gang. Et ikke alt for tilfredsstillende spændingsfelt.  Og der trådte jeg ind på den vej, som jeg går på nu, hvor jeg med nysgerrighed og ihærdighed undersøger, hvad det her menneskeliv egentligt går ud på.

Jeg har fået indsigt i mine egne mønstre, min egen dybeste sorg, mine delpersonligheder, mit egolag, mine kernekvaliteter og fået større forståelse for mig selv, mine grænser, mine værdier og hvad jeg gerne vil tilbringe min tid på i dette liv. Det er en fantastisk rejse. Jeg får større og større indsigt i, hvordan jeg hænger sammen indadtil i mine mønstre, i mit egos krinkelkroge. Udadtil i mine relationer og mine længsler og drømme ift. fremtiden. Nedadtil i moderjord og mine aner. Og opadtil i kvantehavet. Jeg lever en mere meningsfuld tilværelse. Jeg oplever en følelse af, at der en kortere vej imellem mig og min omverden. Det vakuum, den tomhed jeg følte, der var imellem mig og verden er blevet betydeligt mindre. Og rejsen handler om at turde se tingene i øjnene, at turde gå med de impulser, som jeg mærker, er de rigtige for mig, at være mere lydhør overfor egne behov og længsler, at sætte grænser, at prøve at leve et mere autentisk og praksisorienteret spirituelt liv – og dét med masser af humor og selvironi. Det kan måske lyde nemt og enkelt. Men før man kan træde de skridt, så er man nødt til at blive set, støttet og vejledt. Og nogle gange kræver det et terapeutisk forløb. Mit har varet i over to år nu. Og jeg jeg bliver ved.

Vil du også påbegynde en rejse indadtil, udadtil, nedadtil og opadtil?

kontakt mig for en uforpligtende samtale og se om terapi hos mig, kunne være noget for dig.

Terapien søger at bidrage til et liv i balance mellem den indre rod, stamme og krone.